6) PTSD – hvad er det og hvordan lever man med det?

Inden jeg fik diagnosen…

Efter den første voldtægt brugte jeg det første år på blot at overleve. Jeg havde nok at se til med at komme op til overfladen, få hverdagen til at hænge sammen og forsøge at være “normal”. Det her med at være “normal” har fyldt utroligt meget – jeg ville bare så gerne være normal, have en normal kæreste, have et normalt forhold til sex – fordi så var der ingen, der kunne sige det var min skyld.

 

Det førte også til, at jeg ca. 2 år efter den første voldtægt fik en kæreste, der var meget dominerende, og som styrede mig meget. På den ene side var det betryggende – fordi jeg havde et forhold, hvilket (i mit hoved) betød, at jeg ikke var let på tråden og dermed ikke selv var skyld i hvad der skete. Det er en mærkelig logik, jeg ved det godt. På den anden side var det forstærkende for de tanker, jeg allerede havde i hovedet: med at jeg ikke var god nok, som jeg var osv.

Jeg forsøgte at fortælle ham det på et tidspunkt – men det gik ikke rigtig så godt. Han forstod aldrig helt hvad det var jeg forsøgte at fortælle ham. så det opgav jeg.

Jeg var sammen med ham on/off i næsten to år, og efter vi endegyldigt slog op begyndte han at forfølge mig. Han ville stå på den anden side af vejen og kigge op i mine lejlighedsvinduer, han ville vente udenfor hoveddøren og snige sig ind, så han ikke behøvede at ringe på dørtelefonen mv. Han gjorde mig aldrig noget fysisk – men psykisk var det tortur.

 

Udover at skulle kapere hans “stalking”, led jeg af forfærdelige flashbacks om voldtægten, uforklarlig angst og en konstant uro! Jeg frygtede konstant det værste, og var sikker på, at det blot var et spørgsmål om tid før at der skete noget igen..

 

Jeg var rædselsslagen for kontakten til fyre – og samtidig var jeg rædselsslagen for at afvise dem. Jeg forsøgte virkelig at afvise de fyre der var interesserede så nænsomt som muligt, hvilket nok har resulteret i at de synes jeg sendte blandede signaler. Men jeg var så bange for at sige fra – for hvad kunne han så finde på? Og det havde intet med personen som sådan at gøre – jeg var bare bange for alle mænd.

 

Efter voldtægt nr. 2 havde jeg meget svært ved at være i mig selv. Jeg turde ikke sove om natten, og fik vendt min døgnrytme om. Jeg var dermed vågen om natten med ALT lys tændt, og stillede forhindringer foran min dør, så jeg kunne høre hvis nogen forsøgte at trænge ind. Jeg kunne sove nogenlunde roligt om dagen – dog altid med et øje åbent.

Fratagelse af søvn er noget af det mest forfærdelige, og der er en grund til at at det er et af verdens ældste torturredskaber. Man bliver hypersensitiv, angst for alt, og ude af stand til at fungere. Jeg forstod ikke hvorfor jeg følte som jeg gjorde, hvorfor jeg ikke kunne fungere “normalt” i sociale sammenhænge, hvorfor jeg ikke kunne stoppe det tankespind jeg havde, og hvorfor en lille lyd udenfor kunne overbevise mig om, at nu var han her igen, og at jeg derfor måtte barrikadere min dør og sidde klar med en stor køkkenkniv.

 

Mit holdepunkt i alt dette rod var mit studie. Jeg elskede mit studie, og jeg vidste jeg var god til det. Alt andet kunne sejle – så længe jeg havde et godt tag i mit studie, følte jeg mig okay.

 

PTSD – er det ikke sådan noget krigsfanger får?

Efter ikke særlig lang tid hos min psykolog konstaterede han at jeg led af ret kraftig PTSD – Post Traumatisk Stress Disorder. Jeg kan huske, at jeg syntes det var lidt komisk – fordi jeg havde jo ikke været i krig.

Min psykolog forklarede mig, at PTSD er noget alle kan få, hvis de har været udsat for et voldsomt traume. I mit tilfælde har den anden voldtægt forværret min allerede-eksisterende PTSD, og han var forbavset over, at jeg overhovedet kunne fungere.

 

Jeg brugte noget tid på at fordøje hans diagnose, og det begyndte at lette inden i mig: Det var ikke bare mig, den var gal med – jeg har PTSD. Hans ord gav genklang i mit hoved: “Du har en meget normal reaktion på en meget UNORMAL situation”… Det vil sige, at det altså ikke var mig den var gal med!

 

Jeg har valgt at omfavne min diagnose, og acceptere den. Det er ikke super fedt – men det er nu engang min virkelighed. Og jo før jeg accepterer den, lærer at se faretegnene – jo før kan jeg få et “normalt” liv igen.

 

Men at lægge 7 års tankemønstre og angsttanker bag sig er ikke noget, man bare lige gør. Det har krævet mange timer hos psykologen, og hårdt arbejde med mig selv. Men det har været det hele værd.

 

EMDR – mit mirakelmiddel

…og nej, det er ikke en pille! Det er derimod en teknik til at bearbejde låste traumer, og min psykolog prøvede det på mig. Det er en hypnose-lignende teknik, hvor du (uden at være i hypnose) bliver ført tilbage til traumet, og i samarbejde med din psykolog får bearbejdet alt ved traumet, alle detaljer, alle lugte, alle følelser mv.

Det var vildt angstprovokerende, og vi brugte nok ca 10-12 gange på det, og det var ikke noget, jeg så frem til. Tit havde jeg en følelse af at sidde fast i traumet, at sidde fast i situationen og ikke at kunne komme væk.. Tit følte jeg at jeg var 7 år tilbage i tiden.. Men min psykolog var ved min side hele tiden, og kunne læse mig så godt, så hun vidste hvornår det var tid til at “komme tilbage til nutiden”.

 

PTSD – en kronisk tilstand

PTSD er ikke noget, der går over. Det er noget, man lærer at leve med. Jeg har oplevet at have følelsen af at være ovenpå, og pludselig en måned efter ryger jeg ned i et sort hul uden egentlig lige at vide, hvad der skete.. Jeg ved, at der er nogle ting, der trigger mig, og at jeg skal være særlig opmærksom på hvad jeg føler og tænker indeni.

Mulige triggere for mig:

– Stress

– kærestesorg/kæresteglæde

– En pludselig uventet trist begivenhed

– En bestemt sang fra dengang

– Lugten af tis

– Visse typer af mennesker (stofmisbrugere, alkoholikere)

 

Dag for dag føler jeg, at jeg bliver stærkere, men jeg ved også, at der kan være tilbagefald. Jeg prøver selv at være så opmærksom, som jeg nu engang kan, og så ved mine nærmeste, hvordan jeg har det. De ved, at jeg har PTSD og jeg ved, at de har min ryg, hvis jeg skulle falde. Det er guld værd.