1) Fortiden kan ikke ændres – men fremtiden kan skabes. En blog om traumer og menneskets ukuelige overlevelsesinstinkt.

Lige så længe jeg kan huske, har jeg været bekymret. Som barn var jeg altid bange for at der skulle ske noget ude af min kontrol. Jeg har ikke haft en sorgløs barndom – sådan husker jeg det i hvert fald ikke. Mine forældre har formentlig gjort det bedste de kunne, men jeg føler ikke, jeg er blevet særligt godt forberedt til livet og dets udfordringer. Hele min barndom er jeg blevet modelleret til aldrig at stole på min mavefornemmelse og min opfattelse af situationer. Det skulle vise sig at være en medstemmende faktor i 2004, da jeg blev udsat for en drugrape af to bekendte. Jeg anmeldte det aldrig. Dagen efter betroede jeg mig til to veninder, der begge ikke rigtig reagerede. Jeg ventede længe på den reaktion jeg forventede: Nemlig at der blev taget hånd om, inddraget politi osv. Men den reaktion kom aldrig. Og det er i dag stadig den værste reaktion jeg kan tænke mig, hvis jeg betror mig til mennesker: ingen reaktion.

 

Jeg har på grund af mine oplevelser fået konstateret PTSD, (Posttraumatisk Stress Disorder), og det er en kronisk lidelse, som jeg nok aldrig slipper helt af med.

 

Det er som om, der findes to versioner af mig. Den ene (kaldet A) er den, der er vokset op som et glad barn, dog bekymret. Hun er sød, dejlig og hensynsfuld. Hun elsker at omgive sig med mennesker, og har altid været respekteret og på en måde altid været den, som andre har set op til. Hun har altid været populær, og været den person som folk henvendte sig til hvis de havde brug for at betro sig, eller brug for råd. (Og det var også tilfældet helt tilbage i folkeskolen.) A har stærke værdier, både i forhold til sig selv og i forhold til de mennesker, hun omgiver sig med.

Så er der den anden (kaldet B), som nok er blevet fremprovokeret af uheldige omstændigheder. B er formentlig en reaktion på mobning i folkeskolen, en hård tid på gymnasiet, voldtægten i 2004 og 2009 og er formentlig blevet forstærket yderligere gennem årene uden hjælp og dermed har B også været mere ”tilstede” end A.

B er hård ved A, der aldrig kan gøre noget rigtigt. B’s opfattelse af A er i den grad påvirket af ydre faktorer, og B er enig med fremmede folk, der dømmer på det ydre og bl.a. sviner mig til i byen, fordi jeg er overvægtig. A er formentlig blevet svækket i forbindelse med traumet, og dermed har B kunnet overtage en stor del af bevidstheden.

Men der foregår en kamp indvendig – fordi A stadigvæk er så stor en del af mig. Og det er A, der gør mig så ked af mig selv, når jeg tillader B at overtage styringen og tankerne. Jeg har altid synes at B-siden af mig har været den stærke, måske mest fordi den side af mig er så voldsom og overdøver A-siden. Men det er lige gået op for mig, at A-siden egentlig er den stærke side, da det er den side af mig, der bliver så forbandet irriteret på mig selv når jeg ikke forsvarer mig selv, når jeg ikke står inde for mig selv. B-siden er egentlig den svage del af mig, da den side uanfægtet og ukritisk bare suger til sig hvad andre mener og tænker om mig.

 

Efter en del år med psykolog-hjælp har jeg dog ændret mig en del. Jeg er mere opmærksom på mig selv, mine følelser og opfattelse af ting – men det er en livslang proces, der til tider synes uovervindelig.