Inden jeg fik diagnosen…

Efter den første voldtægt brugte jeg det første år på blot at overleve. Jeg havde nok at se til med at komme op til overfladen, få hverdagen til at hænge sammen og forsøge at være “normal”. Det her med at være “normal” har fyldt utroligt meget – jeg ville bare så gerne være normal, have en normal kæreste, have et normalt forhold til sex – fordi så var der ingen, der kunne sige det var min skyld.

 

Det førte også til, at jeg ca. 2 år efter den første voldtægt fik en kæreste, der var meget dominerende, og som styrede mig meget. På den ene side var det betryggende – fordi jeg havde et forhold, hvilket (i mit hoved) betød, at jeg ikke var let på tråden og dermed ikke selv var skyld i hvad der skete. Det er en mærkelig logik, jeg ved det godt. På den anden side var det forstærkende for de tanker, jeg allerede havde i hovedet: med at jeg ikke var god nok, som jeg var osv.

Jeg forsøgte at fortælle ham det på et tidspunkt – men det gik ikke rigtig så godt. Han forstod aldrig helt hvad det var jeg forsøgte at fortælle ham. så det opgav jeg.

Jeg var sammen med ham on/off i næsten to år, og efter vi endegyldigt slog op begyndte han at forfølge mig. Han ville stå på den anden side af vejen og kigge op i mine lejlighedsvinduer, han ville vente udenfor hoveddøren og snige sig ind, så han ikke behøvede at ringe på dørtelefonen mv. Han gjorde mig aldrig noget fysisk – men psykisk var det tortur.

 

Udover at skulle kapere hans “stalking”, led jeg af forfærdelige flashbacks om voldtægten, uforklarlig angst og en konstant uro! Jeg frygtede konstant det værste, og var sikker på, at det blot var et spørgsmål om tid før at der skete noget igen..

 

Jeg var rædselsslagen for kontakten til fyre – og samtidig var jeg rædselsslagen for at afvise dem. Jeg forsøgte virkelig at afvise de fyre der var interesserede så nænsomt som muligt, hvilket nok har resulteret i at de synes jeg sendte blandede signaler. Men jeg var så bange for at sige fra – for hvad kunne han så finde på? Og det havde intet med personen som sådan at gøre – jeg var bare bange for alle mænd.

 

Efter voldtægt nr. 2 havde jeg meget svært ved at være i mig selv. Jeg turde ikke sove om natten, og fik vendt min døgnrytme om. Jeg var dermed vågen om natten med ALT lys tændt, og stillede forhindringer foran min dør, så jeg kunne høre hvis nogen forsøgte at trænge ind. Jeg kunne sove nogenlunde roligt om dagen – dog altid med et øje åbent.

Fratagelse af søvn er noget af det mest forfærdelige, og der er en grund til at at det er et af verdens ældste torturredskaber. Man bliver hypersensitiv, angst for alt, og ude af stand til at fungere. Jeg forstod ikke hvorfor jeg følte som jeg gjorde, hvorfor jeg ikke kunne fungere “normalt” i sociale sammenhænge, hvorfor jeg ikke kunne stoppe det tankespind jeg havde, og hvorfor en lille lyd udenfor kunne overbevise mig om, at nu var han her igen, og at jeg derfor måtte barrikadere min dør og sidde klar med en stor køkkenkniv.

 

Mit holdepunkt i alt dette rod var mit studie. Jeg elskede mit studie, og jeg vidste jeg var god til det. Alt andet kunne sejle – så længe jeg havde et godt tag i mit studie, følte jeg mig okay.

 

PTSD – er det ikke sådan noget krigsfanger får?

Efter ikke særlig lang tid hos min psykolog konstaterede han at jeg led af ret kraftig PTSD – Post Traumatisk Stress Disorder. Jeg kan huske, at jeg syntes det var lidt komisk – fordi jeg havde jo ikke været i krig.

Min psykolog forklarede mig, at PTSD er noget alle kan få, hvis de har været udsat for et voldsomt traume. I mit tilfælde har den anden voldtægt forværret min allerede-eksisterende PTSD, og han var forbavset over, at jeg overhovedet kunne fungere.

 

Jeg brugte noget tid på at fordøje hans diagnose, og det begyndte at lette inden i mig: Det var ikke bare mig, den var gal med – jeg har PTSD. Hans ord gav genklang i mit hoved: “Du har en meget normal reaktion på en meget UNORMAL situation”… Det vil sige, at det altså ikke var mig den var gal med!

 

Jeg har valgt at omfavne min diagnose, og acceptere den. Det er ikke super fedt – men det er nu engang min virkelighed. Og jo før jeg accepterer den, lærer at se faretegnene – jo før kan jeg få et “normalt” liv igen.

 

Men at lægge 7 års tankemønstre og angsttanker bag sig er ikke noget, man bare lige gør. Det har krævet mange timer hos psykologen, og hårdt arbejde med mig selv. Men det har været det hele værd.

 

EMDR – mit mirakelmiddel

…og nej, det er ikke en pille! Det er derimod en teknik til at bearbejde låste traumer, og min psykolog prøvede det på mig. Det er en hypnose-lignende teknik, hvor du (uden at være i hypnose) bliver ført tilbage til traumet, og i samarbejde med din psykolog får bearbejdet alt ved traumet, alle detaljer, alle lugte, alle følelser mv.

Det var vildt angstprovokerende, og vi brugte nok ca 10-12 gange på det, og det var ikke noget, jeg så frem til. Tit havde jeg en følelse af at sidde fast i traumet, at sidde fast i situationen og ikke at kunne komme væk.. Tit følte jeg at jeg var 7 år tilbage i tiden.. Men min psykolog var ved min side hele tiden, og kunne læse mig så godt, så hun vidste hvornår det var tid til at “komme tilbage til nutiden”.

 

PTSD – en kronisk tilstand

PTSD er ikke noget, der går over. Det er noget, man lærer at leve med. Jeg har oplevet at have følelsen af at være ovenpå, og pludselig en måned efter ryger jeg ned i et sort hul uden egentlig lige at vide, hvad der skete.. Jeg ved, at der er nogle ting, der trigger mig, og at jeg skal være særlig opmærksom på hvad jeg føler og tænker indeni.

Mulige triggere for mig:

– Stress

– kærestesorg/kæresteglæde

– En pludselig uventet trist begivenhed

– En bestemt sang fra dengang

– Lugten af tis

– Visse typer af mennesker (stofmisbrugere, alkoholikere)

 

Dag for dag føler jeg, at jeg bliver stærkere, men jeg ved også, at der kan være tilbagefald. Jeg prøver selv at være så opmærksom, som jeg nu engang kan, og så ved mine nærmeste, hvordan jeg har det. De ved, at jeg har PTSD og jeg ved, at de har min ryg, hvis jeg skulle falde. Det er guld værd.

Bloggen her handler om de mørkeste år af mit liv – men alt er ikke sort. Jeg har et godt liv, et godt arbejde og de dejligste mennesker omkring mig, der holder af mig.

 

Men PTSD er en tilstand, der er latent. Og jeg ved, at der er nogle ting, der trigger mig, og smider mig ned i et stort sort hul. Det er så mit ansvar at forsøge at styre uden om disse ting for at undgå, at PTSD’en blusser op.

 

Jeg er kommet så langt, at jeg ikke skammer mig over at være “et offer”. Det er ikke et prædikat, jeg ynder at tage på mig – folk skal ikke have ondt af mig.

Men samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at det ikke var min skyld. Jeg VALGTE ikke at blive et voldtægtsoffer – gerningsmændene valgte at gøre noget kriminelt.

 

Når det er sagt, så er jeg overbevist om, at hvis jeg havde søgt hjælp den første gang i 2004, så havde jeg ikke sat mig i den position, der resulterede i endnu et overgreb i 2009.

 

Men.. Det er let at være bagklog.

 

“Stop being victimised – start being victimwise!” – Dr. Phil.

I 2009 – efter overgrebet i min lejlighed – rejste jeg ud af landet i en periode. Da jeg kom tilbage, fik jeg via en god veninde endelig den hjælp jeg har haft så voldsomt brug for i alle de år! Hun kunne se på mig, at der var noget helt galt, og endelig kunne jeg åbne op og fortælle alt til en, der tog mig alvorligt. Jeg er hende evigt taknemlig for, at hun tog sig tid til at hjælpe mig. Og at hun var vedholdende, og tog mig i hånden, da jeg havde allermest brug for det. Hun var fantastisk, og den aften, hvor jeg endelig åbner op for hende, var det som om jeg endelig kunne trække vejret igen! Hun var en engel, og fik sørget for alt det praktiske i forhold til psykologhjælp mv.

 

Efter et halvt års tid hos psykologen, fik han mig til at indse, at det var en god ide at anmelde sagerne. Det gjorde jeg så. Men det kom der ikke noget ud af – andet end, at nu har de sagerne på skrift.

 

Anmeldelsen af drugrapen

Det værste ved at anmelde drugrapen var nok, at sladderen gik – og jeg kunne tydeligt mærke, at gerningsmændene blev nervøse. De havde så travlt med at true mig til tavshed, og fortalte hele byen om, hvor løs jeg er på tråden mv.

 

Jeg har svært ved at tilgive mig selv.. for alt hvad der er sket. For ikke at have taget mig selv alvorligt, og for ikke at kæmpe for mig selv. For at lade folk træde på mig. Jeg dunker mig selv i hovedet hver dag over at jeg ikke anmeldte det med det samme.

Det er svært at stole på andre – nu forstår jeg endelig når folk siger, at man kun kan stole på sig selv. Det er meget lettere bare at være selv – så skal man ikke tage stilling til andres opfattelser af en, andre domme af en og man skal ikke være skeptisk.

 

 

Jeg ville gøre alt for at skrue tiden tilbage – der er så mange ting jeg ville ændre. Først ville jeg ikke være taget til den fest… Og hvis jeg blev nødt til at gå igennem det, ville jeg have anmeldt det til politiet med det samme – i stedet for at tvivle på mig selv og tro ”at de nok ikke mente det.” Folk mener altid hvad de siger og gør – aldrig tvivl på det mere.

Det ville nok have sparet mig for meget senere hen…

 

Politiet lukkede sagen på grund af “bevisets stilling” – de fandt, at der ingen beviser var. Det var jeg vel egentlig godt klar over – der var ingen tekniske beviser, men jeg havde alligevel et par vidner på min side. Jeg klagede over afgørelsen, og efter min anden klage blev afvist gav jeg op. ”Der er ingen vidner”, som de siger, så der er ikke beviser for at der er foregået noget kriminelt..

Det var et hårdt slag – intet kriminelt? De har ødelagt mig, og så mange år af mit liv.. Jeg har meget svært ved at komme over det her – skal jeg så bare glemme det? Så kan de idioter gå og grine for sig selv.. Jeg håber og beder til, at der en dag vil være retfærdighed til.. Jeg ved og de ved hvad der egentlig skete den aften.. Føler mig stemplet af politiet, der fra starten ikke har taget mig alvorligt. Jeg ”burde” jo have anmeldt det dengang – og hver gang de banker mig oven i hovedet med det, dør jeg lidt indeni.. For jeg ved det jo godt!!

 

 

Anmeldelsen af det andet overgreb

Det andet overgreb blev også anmeldt – men han er som sunket i jorden. Så den sag er stadig åben.

 

Hjælpen kom i form af psykologhjælp

Mit forløb hos en forholdvis kendt psykolog, som tog mig ind som “en særlig” sag grundet sagens alvor endte efter 10 sessioner, som jeg kunne få gennem Sygesikring Danmark. På dette tidspunkt var jeg stadig studerende, og kunne ikke finde pengene til selv at betale fuld pris for psykologhjælp. Jeg brugte meget af min tid på at læse artikler på www.voldtaegt.dk, som er Center For Voldtægsofre i Århus. Jeg udfyldte et spørgeskema, og de kontaktede mig og tilbød mig et forløb hos dem, da de var ved at undersøge senfølger hos voldtægtsofre. Det forløb hos Center for Voldtægtsofre i Århus har reddet mit liv. Jeg aner ikke, hvor jeg ville være uden min kære psykolog deroppefra, der forlængede mit forløb og som kun gav slip på mig, da jeg var klar til det.

Jeg er blevet diagnosticeret med PTSD (Post-traumatisk Stress Disorder), og det er noget, jeg skal leve med resten af livet. Heldigvis har jeg fået nogle gode værktøjer, men jeg kan mærke det engang imellem, og gamle tankemønstre dukker op.

En sommerdag i juni 2009 mødte jeg en tidligere date tilfældigt på banegården en dag. Vi står og snakker lidt, og jeg fortæller jeg snart skal til udlandet. Han fortæller, at han lige er hjemvendt fra 2 år i den by, hvor jeg skal rejse til, og at vi burde mødes og snakke lidt mere. Jeg fortæller ham henkastet, at jeg ikke er single, da jeg ikke er interesseret i noget som helst. Da vi datede (på dette tidspunkt er det 4 år siden vi datede), så vi kun hinanden nogle gange og havde på intet tidspunkt sex. Jeg havde dermed ikke i min vildeste fantasi kunnet forestile mig, hvad han kunne finde på.

 

Han ringede søndag d. 21 juni 2009 og spurgte, om han skulle kigge forbi. Jeg var lige blevet færdig med eksamenslæsning, der skulle finde sted d. 23. juni og siger, at det kan han da godt. Jeg havde egentlig ikke lyst til at han skulle komme – men kunne heller ikke rigtig få mig selv til at sige nej til ham. Kort tid efter middagstid ankom han og blev hurtigt ret nærgående, kyssede mig og ville have sex. Jeg sagde ret klart, at det ikke ville komme til at ske, og at han hellere måtte gå, hvis det var det, han var kommet for. Pludselig befandt jeg mig liggende op mod sofaryggen, og han møvede sig frem og satte sig på mit bryst, hvorefter han tvang mig til oralsex.. Hvor lang tid det tog, ved jeg ikke. Hvad der skete efterfølgende, ved jeg heller ikke.

 

Hvordan kunne det ske – igen?

Det forekommer mig at han gik ret hurtigt bagefter. Jeg har svært ved at huske hans handlinger bagefter og ikke mindst mine egne. Min nabo har senere fortalt mig, at jeg kom ind til hende, med røde kinder, rødt udslæt og mærker på halsen og bryst og håret i uorden, hvor hun så spørger, om vi har haft sex. Hvortil jeg svarer koldt, nej nej vi har bare kysset.. Det var omkring kl 17, og han ankom ved middagstid. Hvad der er sket i mellemtiden, aner jeg ikke.

 

Jeg husker dagene efter som værende i en konstant tilstand af panik. Jeg skulle op til eksamen to dage efter, og jeg bryder fuldstændig sammen, da jeg ikke klarer mig så godt som forventet, og hvor min professor (som jeg havde et tæt forhold til) siger, at han er skuffet over mig og at jeg ikke virker som mig selv.

 

I tiden efter har jeg længe søgt svar på, hvordan jeg kunne ende i en sådan situation, hvor jeg igen bliver udsat for overgreb. Jeg er idag af den klare opfattelse, at hvis jeg havde søgt hjælp første gang, så havde jeg været bedre i stand til at følge min mavefornemmelse, der klart sagde, at han ikke skulle komme forbi den dag.

 

At jeg ikke kan huske resten af dagen, og hvad der reelt er sket skræmmer mig. Jeg aner ikke, om han har været der i flere timer. Jeg aner ikke, hvad der ellers er sket. Det eneste jeg ved, er dog at der var tydelige mærker på mit ansigt, og min hals.

Min psykolog har efterfølgende overbevist mig om, at jeg ikke gjorde noget forkert. Hun har fået mig til at forstå, at det var en “flygt eller spil død”-situation, og jeg valgte instinktivt at spille død. Jeg har simpelthen “slukket” for hjernen, følelserne og trukket mig ind i mig selv.

Overgrebet har også reaktiveret det oprindelige traume, og har formentlig forstærket min PTSD.

 

 

Hvad jeg har foretaget mig resten af dagen, har jeg ingen anelse om.

Det var onsdag d. 14. juli 2004, og jeg havde besøg af en veninde, hjemme hos mine forældre. På det tidspunkt boede jeg for mig selv i en by længere væk, men vi var blevet inviteret til fest hos nogle af hendes venner, og hun havde spurgt om jeg ikke ville med. .

Min veninde og jeg fik et glas vin til maden, og gjorde os ellers klar til at gå til fest. Jeg gad ikke rigtig derom, da jeg ikke rigtig havde noget til fælles med de folk og synes ærligt talt de havde hul i hovedet. Men min veninde var vild med den ene fyr, og ville så gerne af sted.

Da vi kommer derom, er ”festen” i gang – der sidder 5 fyre. Jeg kender alle personerne, da det er en lille by – men kender dem ikke på et personligt plan. En af dem (A) kender jeg af udseende, da hans forældre (og ham) i mange år har boet lige overfor mine forældre. De andre kender jeg fra skolegangen og den sidste (B) er en fyr, der altid laver ballade, men som synes, at han er guds gave til kvinderne. Jeg ved, at B har været i fængsel, og muligvis har adgang til stoffer, hvilket jeg er meget imod. Alt dette gør, at jeg egentlig ikke har lyst til at være der.

 

Lige da vi kommer, går vi ud i en slags ”udestue” eller terrasse med halvtag, hvor der er sat en bar op og de hører musik. De hører bl.a. en gammel dansk sang med en gummibåd (ikke Birthe Kjær-versionen), og især O-Zone med Dragosta din Tei kører på repeat. Min veninde og jeg bliver budt på en drink, og jeg føler mig hurtigt lidt malplaceret i selskabet, da min veninde hurtigt føler sig hjemme. Da jeg tager imod min drink, der bliver lavet bag baren, mens jeg er der, siger B: Jeg har hørt, at piger bliver liderlige af den her drink.. Jeg siger ikke noget, men tænker ved mig selv, at det netop er sådan nogle ting, der gør at jeg synes, han er ulækker.

 

Vi hører lidt musik og kan mærke at jeg får det varmt og er svimmel efter en halv drink. Jeg går udenfor udestuen og står ude i haven. Pludselig kommer A ud, og vi står og snakker. Jeg er et par uger forinden blevet student, og kan huske han spørger ind til hvad jeg så skal, om jeg skal blive og arbejde i den lokale Brugs. Jeg fortæller, at jeg har planer om at flytte til en universitetsby og læse videre, men først året efter. Han siger noget i retning af, at han altid synes, jeg har været sød og dejlig, og han bliver nærgående og går meget tæt på mig, da jeg står op af væggen. Jeg når at tænke, at jeg bare skal væk, for det er for underligt og pludselig knækker jeg sammen og kaster voldsomt meget op.. Jeg kan slet ikke stå på mine ben og A holder mig, mens jeg kaster op. Jeg kan ikke styre hverken arme eller ben, eller andre kropsfunktioner, så jeg tisser også i bukserne, mens jeg kaster op.

 

Det næste jeg husker, er at min veninde sidder ved siden af mig, mens jeg er blevet lagt ind i A’s seng, og hun siger, jeg bare skal ligge der lidt for at få det bedre. Jeg siger, jeg hellere vil hjem. Det næste jeg husker er, at A ligger ovenpå mig, jeg er nøgen og han har sex med mig. Jeg går ud som et lys igen, og på et andet tidspunkt vågner jeg, og han har hovedet nede mellem mine ben og han har oralsex med mig.

Hvem har taget tøjet af mig? Hvor mange har de været om det? Har de alle stået og pillet ved mig, grint af mig?

På et tidspunkt mener jeg at kunne huske, at en af de andre kommer forbi soveværelset, hvor døren ikke var lukket.

Jeg har efterfølgende fået fortalt, at A skulle være kommet ud i boksershorts, og spurgt om der var andre, der ville have en tur.

 

Pludselig befinder jeg mig på toilettet med B. Om jeg selv er gået derud, eller om han har slæbt mig derud ved jeg ikke. Om jeg er nøgen eller har tøj på, ved jeg heller ikke. Jeg kan huske, at jeg i hvert fald er forskrækket over, at han er der, og forsøger at nå døren, mens han står bag mig, hvor han låser døren og bøjer mig forover hen over vasken og har sex med mig.

 

Hvor mange der reelt har haft sex med mig er jeg ikke klar over. Hvordan jeg er kommet ind i seng igen, er jeg ikke klar over.

 

Jeg vågner næste morgen, nøgen og ved siden af A. Jeg kan ikke bevæge mig, har det meget dårligt og ligger bare og stirrer på hans kæmpe samling af film, mens jeg forsøger at huske, hvad der er sket. Jeg har ondt over alt, i mine led, mine ben føles abnormt tunge og kan ikke kæmpe mig ud af sengen.

Mens jeg ligger i sengen, ringer jeg til min veninde for at høre hvad der er sket, og hun er hjemme ved ham fyren. Jeg siger, at jeg ikke kan gå hjem og jeg bliver nødt til at få en taxa – der griner hun lidt af mig, fordi hun siger, at det bare er fordi, jeg har tømmermænd.. Og jeg tænker: jamen, jeg fik jo nærmest intet at drikke?

Jeg går mere og mere i panik og vil bare VÆK, inden han vågner. Jeg får kæmpet mig ud af sengen, får tøj på, der lugter af tis og forsøger at finde ud af hans hus. Jeg panikker og kan slet ikke finde vejen ud. På en eller anden måde finder jeg døren og går hjem. Jeg forsøger at gå hurtigt, og vil helst ikke have, at nogen ser mig. Jeg lugter, har kvalme, ondt over alt og vil bare hjem! Jeg går hjem til mine forældre – kan ikke huske om der var nogen hjemme, men mener de har været på arbejde – og går i bad, og det går pludselig op for mig at der har været seksuel aktivitet. Jeg har ondt mellem benene, og kan ikke forstå, hvad der er sket.

Efter badet ligger jeg mig ind på sofaen og har ondt i alle led, mit hjerte banker voldsomt. Det er efterhånden gået op for mig, hvad der er sket. En af mine kolleger ringer efter noget tid, og spørger om jeg vil med ud og handle. Jeg har det rigtig dårligt, men siger ja, da jeg tænker det nok er en god ide at købe en fortrydelsespille, da jeg ikke aner, om de har brugt kondom. Jeg har ingen anden mulighed for at komme på apoteket, så jeg siger ja. Da hun kommer og henter mig, spørger hun lidt ind til, hvad jeg har lavet og pludselig siger hun, at hun har hørt jeg har været sammen med A. Det her er senest omkring middag dagen efter. Jeg stivner fuldstændig og har overhovedet ikke lyst til at være sammen med hende og går i panik. Da jeg kommer hjem igen ringer jeg til lægen for at få en tid, helst samme dag, men jeg kan først få en tid dagen efter. Da jeg kommer derover og beder om at få taget en blodprøve, fordi jeg er bange for at der er nogen, der har puttet noget i min drink, siger han, at det ikke kan lade sig gøre, og at hvis der evt. var noget i drinken, ville det for længst være ude af min krop. Jeg kan huske, jeg sidder overfor ham og tænker, at så kan jeg jo ikke gøre noget..

 

På dette tidspunkt har A allerede ringet rundt til hele byen og sagt, at nu havde han endelig fået noget (fortalte min kollega mig), og det eneste bevis jeg kunne have var en blodprøve, som lægen så har afvist. Lægen spurgte ikke ind til, hvorfor jeg ville have taget den her blodprøve, og jeg kunne ikke få ordet voldtægt over mine læber.

 

Jeg skal på arbejde fredag eftermiddag og jeg har det forfærdeligt. A bor i samme by og handler i Brugsen. Da jeg kommer, er der en munter stemning på arbejdet, og jeg er kun lige trådt ind af døren, før min chef siger (foran en del af mine kolleger): nåååårh.. Hvad er det der er sket?? Jeg isner fuldstændig og bryder sammen, og går ud i vores Grønt-køler hvor en anden kollega (der er nabo til A) kommer ud og trøster mig. Jeg mener jeg betror mig til hende, men jeg er ikke helt klar over det.

 

I tiden efter betror jeg mig til to veninder, hvoraf den ene var med til festen. Der går noget tid før veninden, der var med til festen, bliver klar over, hvor alvorligt det er. Jeg var angst for at miste mine veninder, og angst for at de ikke ville tro på mig. Ingen af dem reagerer specielt, og snakker intet om at inddrage politiet. Jeg selv var i tvivl om hvad der var sket den aften, hvordan jeg var endt i sengen osv., da jeg på dette tidpsunkt ikke var begyndt at få flashbacks.

Ugen efter er der en lokal byfest. Jeg har ikke lyst til at tage med, men gør det. Jeg har nok forsøgt at fortsætte mit liv som om intet var hændt – fordi så var det måske lettere at glemme.. Det prøvede jeg efterfølgende i 6 år..

Til den her byfest forsøger jeg at hænge på min veninde – men hun har travlt med sine andre venner (fra festen). Jeg kan huske, at A var meget opsøgende, og ville give mig en buket plastic blomster, han havde brugt lang tid på at skyde ned i en af de tivoli stande, der var sat op. Da han forsøger at give mig den, siger han: jeg håber, vi stadig kan hilse på hinanden. Jeg tager ikke imod den, jeg svarer ham ikke og aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg henvender mig selv til B, fordi jeg mangler svar – jeg siger lige ud til ham, at han bare skal være ærlig, da jeg har brug for at vide hvad der er sket. Han indrømmer, de har puttet noget i min drink, at det var planlagt før jeg kom – men at han vil benægte ALT overfor politiet. Desuden har de – ifølge ham- mange gode vidner på deres side, fortæller han.

 

Omkring en måneds tid efter møder jeg en fyr – lad os kalde ham Tommy. Han er ældre end mig, små-alkoholiker, førtidspensionist og ikke en særlig heldig eksistens. Men han tager sig af mig og forventer intet til gengæld. Jeg følte mig så alene på det tidspunkt og selvom jeg vidste at Tommy ikke var særlig succesfuld på nogen måde, var han den eneste der holdt af mig, spurgte ind til mig, holdt mig i hånden når jeg havde brug for det..Jeg betror mig efter noget tid til ham, og fortæller om det, der er sket.. Han bliver rasende og kræver at vide hvem det er, da han vil konfrontere ham. Jeg fortæller ham intet, da jeg ikke har brug for mere ballade. Jeg vil bare gerne GLEMME hvad der er sket, GLEMME at jeg nogensinde var deromme, GLEMME hvad han har fortalt hele byen om mig – og glemme at jeg er til grin i hele byen.

En dag jeg er på arbejde, er A inde og handle hos mig – jeg kan ikke holde ud at se på ham. Lige efter kommer Tommy ind og han kan se, at der er noget galt, og spørger om det er ham, der har gjort det. Pludselig løber Tommy efter ham og de var lidt oppe og slås ude på parkeringspladsen foran.

Jeg var ikke stolt af at have Tommy som min bodyguard, men samtidig var det befriende at han troede på mig og var villig til at kæmpe for mig.

 

Efterfølgende kom Tommy og sagde, at A var blevet bange for ham og at han havde sagt at han gerne ville snakke med mig om det.. At vi (Tommy og jeg) kunne komme om til ham og så kunne vi snakke om det.. For ”sådan var det ikke ment”, sagde Tommy.. Tommy endte så samtalen med at sige: Er du nu sikker på, at du ikke ville? For det siger A..

Der mistede jeg den eneste, der troede på mig.

 

Det efterfølgende år sad jeg bare og ventede på at kunne flytte. Jeg boede nærmest ude ved en veninde i en anden by lidt væk, og var kun hjemme når jeg skulle arbejde. Selvom jeg forsøgte at skubbe det i baggrunden, var det lige foran mig hele tiden.. Det var foran mig i Brugsen, når jeg skulle betjene ham, det var i mit hoved når jeg så nogle af hans venner – og når jeg mødte en fyr, som var interesseret i mig.

Det efterfølgende år gik min veninde og jeg meget i byen. Jeg var sammen med en del fyre (3-4 i løbet af et år, gentagne gange) seksuelt, hvilket jeg skammer mig over. Det var ikke det seksuelle, jeg gik efter.. Jeg nød det ikke synderligt.. Men det var som om, jeg jagtede et eller andet, som en fyr kunne give mig – men jo mere jeg jagtede det, jo længere væk var det..