4) Anmeldelserne

I 2009 – efter overgrebet i min lejlighed – rejste jeg ud af landet i en periode. Da jeg kom tilbage, fik jeg via en god veninde endelig den hjælp jeg har haft så voldsomt brug for i alle de år! Hun kunne se på mig, at der var noget helt galt, og endelig kunne jeg åbne op og fortælle alt til en, der tog mig alvorligt. Jeg er hende evigt taknemlig for, at hun tog sig tid til at hjælpe mig. Og at hun var vedholdende, og tog mig i hånden, da jeg havde allermest brug for det. Hun var fantastisk, og den aften, hvor jeg endelig åbner op for hende, var det som om jeg endelig kunne trække vejret igen! Hun var en engel, og fik sørget for alt det praktiske i forhold til psykologhjælp mv.

 

Efter et halvt års tid hos psykologen, fik han mig til at indse, at det var en god ide at anmelde sagerne. Det gjorde jeg så. Men det kom der ikke noget ud af – andet end, at nu har de sagerne på skrift.

 

Anmeldelsen af drugrapen

Det værste ved at anmelde drugrapen var nok, at sladderen gik – og jeg kunne tydeligt mærke, at gerningsmændene blev nervøse. De havde så travlt med at true mig til tavshed, og fortalte hele byen om, hvor løs jeg er på tråden mv.

 

Jeg har svært ved at tilgive mig selv.. for alt hvad der er sket. For ikke at have taget mig selv alvorligt, og for ikke at kæmpe for mig selv. For at lade folk træde på mig. Jeg dunker mig selv i hovedet hver dag over at jeg ikke anmeldte det med det samme.

Det er svært at stole på andre – nu forstår jeg endelig når folk siger, at man kun kan stole på sig selv. Det er meget lettere bare at være selv – så skal man ikke tage stilling til andres opfattelser af en, andre domme af en og man skal ikke være skeptisk.

 

 

Jeg ville gøre alt for at skrue tiden tilbage – der er så mange ting jeg ville ændre. Først ville jeg ikke være taget til den fest… Og hvis jeg blev nødt til at gå igennem det, ville jeg have anmeldt det til politiet med det samme – i stedet for at tvivle på mig selv og tro ”at de nok ikke mente det.” Folk mener altid hvad de siger og gør – aldrig tvivl på det mere.

Det ville nok have sparet mig for meget senere hen…

 

Politiet lukkede sagen på grund af “bevisets stilling” – de fandt, at der ingen beviser var. Det var jeg vel egentlig godt klar over – der var ingen tekniske beviser, men jeg havde alligevel et par vidner på min side. Jeg klagede over afgørelsen, og efter min anden klage blev afvist gav jeg op. ”Der er ingen vidner”, som de siger, så der er ikke beviser for at der er foregået noget kriminelt..

Det var et hårdt slag – intet kriminelt? De har ødelagt mig, og så mange år af mit liv.. Jeg har meget svært ved at komme over det her – skal jeg så bare glemme det? Så kan de idioter gå og grine for sig selv.. Jeg håber og beder til, at der en dag vil være retfærdighed til.. Jeg ved og de ved hvad der egentlig skete den aften.. Føler mig stemplet af politiet, der fra starten ikke har taget mig alvorligt. Jeg ”burde” jo have anmeldt det dengang – og hver gang de banker mig oven i hovedet med det, dør jeg lidt indeni.. For jeg ved det jo godt!!

 

 

Anmeldelsen af det andet overgreb

Det andet overgreb blev også anmeldt – men han er som sunket i jorden. Så den sag er stadig åben.

 

Hjælpen kom i form af psykologhjælp

Mit forløb hos en forholdvis kendt psykolog, som tog mig ind som “en særlig” sag grundet sagens alvor endte efter 10 sessioner, som jeg kunne få gennem Sygesikring Danmark. På dette tidspunkt var jeg stadig studerende, og kunne ikke finde pengene til selv at betale fuld pris for psykologhjælp. Jeg brugte meget af min tid på at læse artikler på www.voldtaegt.dk, som er Center For Voldtægsofre i Århus. Jeg udfyldte et spørgeskema, og de kontaktede mig og tilbød mig et forløb hos dem, da de var ved at undersøge senfølger hos voldtægtsofre. Det forløb hos Center for Voldtægtsofre i Århus har reddet mit liv. Jeg aner ikke, hvor jeg ville være uden min kære psykolog deroppefra, der forlængede mit forløb og som kun gav slip på mig, da jeg var klar til det.

Jeg er blevet diagnosticeret med PTSD (Post-traumatisk Stress Disorder), og det er noget, jeg skal leve med resten af livet. Heldigvis har jeg fået nogle gode værktøjer, men jeg kan mærke det engang imellem, og gamle tankemønstre dukker op.