Lige så længe jeg kan huske, har jeg været bekymret. Som barn var jeg altid bange for at der skulle ske noget ude af min kontrol. Jeg har ikke haft en sorgløs barndom – sådan husker jeg det i hvert fald ikke. Mine forældre har formentlig gjort det bedste de kunne, men jeg føler ikke, jeg er blevet særligt godt forberedt til livet og dets udfordringer. Hele min barndom er jeg blevet modelleret til aldrig at stole på min mavefornemmelse og min opfattelse af situationer. Det skulle vise sig at være en medstemmende faktor i 2004, da jeg blev udsat for en drugrape af to bekendte. Jeg anmeldte det aldrig. Dagen efter betroede jeg mig til to veninder, der begge ikke rigtig reagerede. Jeg ventede længe på den reaktion jeg forventede: Nemlig at der blev taget hånd om, inddraget politi osv. Men den reaktion kom aldrig. Og det er i dag stadig den værste reaktion jeg kan tænke mig, hvis jeg betror mig til mennesker: ingen reaktion.

 

Jeg har på grund af mine oplevelser fået konstateret PTSD, (Posttraumatisk Stress Disorder), og det er en kronisk lidelse, som jeg nok aldrig slipper helt af med.

 

Det er som om, der findes to versioner af mig. Den ene (kaldet A) er den, der er vokset op som et glad barn, dog bekymret. Hun er sød, dejlig og hensynsfuld. Hun elsker at omgive sig med mennesker, og har altid været respekteret og på en måde altid været den, som andre har set op til. Hun har altid været populær, og været den person som folk henvendte sig til hvis de havde brug for at betro sig, eller brug for råd. (Og det var også tilfældet helt tilbage i folkeskolen.) A har stærke værdier, både i forhold til sig selv og i forhold til de mennesker, hun omgiver sig med.

Så er der den anden (kaldet B), som nok er blevet fremprovokeret af uheldige omstændigheder. B er formentlig en reaktion på mobning i folkeskolen, en hård tid på gymnasiet, voldtægten i 2004 og 2009 og er formentlig blevet forstærket yderligere gennem årene uden hjælp og dermed har B også været mere ”tilstede” end A.

B er hård ved A, der aldrig kan gøre noget rigtigt. B’s opfattelse af A er i den grad påvirket af ydre faktorer, og B er enig med fremmede folk, der dømmer på det ydre og bl.a. sviner mig til i byen, fordi jeg er overvægtig. A er formentlig blevet svækket i forbindelse med traumet, og dermed har B kunnet overtage en stor del af bevidstheden.

Men der foregår en kamp indvendig – fordi A stadigvæk er så stor en del af mig. Og det er A, der gør mig så ked af mig selv, når jeg tillader B at overtage styringen og tankerne. Jeg har altid synes at B-siden af mig har været den stærke, måske mest fordi den side af mig er så voldsom og overdøver A-siden. Men det er lige gået op for mig, at A-siden egentlig er den stærke side, da det er den side af mig, der bliver så forbandet irriteret på mig selv når jeg ikke forsvarer mig selv, når jeg ikke står inde for mig selv. B-siden er egentlig den svage del af mig, da den side uanfægtet og ukritisk bare suger til sig hvad andre mener og tænker om mig.

 

Efter en del år med psykolog-hjælp har jeg dog ændret mig en del. Jeg er mere opmærksom på mig selv, mine følelser og opfattelse af ting – men det er en livslang proces, der til tider synes uovervindelig.

Jeg har for nyligt taget et ganske stort spring – jeg har nemlig sagt ja til at deltage i en landsdækkende kampagne, der skal sætte fokus på PTSD og nedbryde fordomme og tabuer. Det er et kæmpe skridt, da der ikke er særlig mange i min omgangskreds der ved det.
Men jeg er træt af at skulle skjule denne del af mig -jeg har ikke selv valgt dette og jeg er kommet videre..

DEAL WITH IT!

 

Inden jeg fik diagnosen…

Efter den første voldtægt brugte jeg det første år på blot at overleve. Jeg havde nok at se til med at komme op til overfladen, få hverdagen til at hænge sammen og forsøge at være “normal”. Det her med at være “normal” har fyldt utroligt meget – jeg ville bare så gerne være normal, have en normal kæreste, have et normalt forhold til sex – fordi så var der ingen, der kunne sige det var min skyld.

 

Det førte også til, at jeg ca. 2 år efter den første voldtægt fik en kæreste, der var meget dominerende, og som styrede mig meget. På den ene side var det betryggende – fordi jeg havde et forhold, hvilket (i mit hoved) betød, at jeg ikke var let på tråden og dermed ikke selv var skyld i hvad der skete. Det er en mærkelig logik, jeg ved det godt. På den anden side var det forstærkende for de tanker, jeg allerede havde i hovedet: med at jeg ikke var god nok, som jeg var osv.

Jeg forsøgte at fortælle ham det på et tidspunkt – men det gik ikke rigtig så godt. Han forstod aldrig helt hvad det var jeg forsøgte at fortælle ham. så det opgav jeg.

Jeg var sammen med ham on/off i næsten to år, og efter vi endegyldigt slog op begyndte han at forfølge mig. Han ville stå på den anden side af vejen og kigge op i mine lejlighedsvinduer, han ville vente udenfor hoveddøren og snige sig ind, så han ikke behøvede at ringe på dørtelefonen mv. Han gjorde mig aldrig noget fysisk – men psykisk var det tortur.

 

Udover at skulle kapere hans “stalking”, led jeg af forfærdelige flashbacks om voldtægten, uforklarlig angst og en konstant uro! Jeg frygtede konstant det værste, og var sikker på, at det blot var et spørgsmål om tid før at der skete noget igen..

 

Jeg var rædselsslagen for kontakten til fyre – og samtidig var jeg rædselsslagen for at afvise dem. Jeg forsøgte virkelig at afvise de fyre der var interesserede så nænsomt som muligt, hvilket nok har resulteret i at de synes jeg sendte blandede signaler. Men jeg var så bange for at sige fra – for hvad kunne han så finde på? Og det havde intet med personen som sådan at gøre – jeg var bare bange for alle mænd.

 

Efter voldtægt nr. 2 havde jeg meget svært ved at være i mig selv. Jeg turde ikke sove om natten, og fik vendt min døgnrytme om. Jeg var dermed vågen om natten med ALT lys tændt, og stillede forhindringer foran min dør, så jeg kunne høre hvis nogen forsøgte at trænge ind. Jeg kunne sove nogenlunde roligt om dagen – dog altid med et øje åbent.

Fratagelse af søvn er noget af det mest forfærdelige, og der er en grund til at at det er et af verdens ældste torturredskaber. Man bliver hypersensitiv, angst for alt, og ude af stand til at fungere. Jeg forstod ikke hvorfor jeg følte som jeg gjorde, hvorfor jeg ikke kunne fungere “normalt” i sociale sammenhænge, hvorfor jeg ikke kunne stoppe det tankespind jeg havde, og hvorfor en lille lyd udenfor kunne overbevise mig om, at nu var han her igen, og at jeg derfor måtte barrikadere min dør og sidde klar med en stor køkkenkniv.

 

Mit holdepunkt i alt dette rod var mit studie. Jeg elskede mit studie, og jeg vidste jeg var god til det. Alt andet kunne sejle – så længe jeg havde et godt tag i mit studie, følte jeg mig okay.

 

PTSD – er det ikke sådan noget krigsfanger får?

Efter ikke særlig lang tid hos min psykolog konstaterede han at jeg led af ret kraftig PTSD – Post Traumatisk Stress Disorder. Jeg kan huske, at jeg syntes det var lidt komisk – fordi jeg havde jo ikke været i krig.

Min psykolog forklarede mig, at PTSD er noget alle kan få, hvis de har været udsat for et voldsomt traume. I mit tilfælde har den anden voldtægt forværret min allerede-eksisterende PTSD, og han var forbavset over, at jeg overhovedet kunne fungere.

 

Jeg brugte noget tid på at fordøje hans diagnose, og det begyndte at lette inden i mig: Det var ikke bare mig, den var gal med – jeg har PTSD. Hans ord gav genklang i mit hoved: “Du har en meget normal reaktion på en meget UNORMAL situation”… Det vil sige, at det altså ikke var mig den var gal med!

 

Jeg har valgt at omfavne min diagnose, og acceptere den. Det er ikke super fedt – men det er nu engang min virkelighed. Og jo før jeg accepterer den, lærer at se faretegnene – jo før kan jeg få et “normalt” liv igen.

 

Men at lægge 7 års tankemønstre og angsttanker bag sig er ikke noget, man bare lige gør. Det har krævet mange timer hos psykologen, og hårdt arbejde med mig selv. Men det har været det hele værd.

 

EMDR – mit mirakelmiddel

…og nej, det er ikke en pille! Det er derimod en teknik til at bearbejde låste traumer, og min psykolog prøvede det på mig. Det er en hypnose-lignende teknik, hvor du (uden at være i hypnose) bliver ført tilbage til traumet, og i samarbejde med din psykolog får bearbejdet alt ved traumet, alle detaljer, alle lugte, alle følelser mv.

Det var vildt angstprovokerende, og vi brugte nok ca 10-12 gange på det, og det var ikke noget, jeg så frem til. Tit havde jeg en følelse af at sidde fast i traumet, at sidde fast i situationen og ikke at kunne komme væk.. Tit følte jeg at jeg var 7 år tilbage i tiden.. Men min psykolog var ved min side hele tiden, og kunne læse mig så godt, så hun vidste hvornår det var tid til at “komme tilbage til nutiden”.

 

PTSD – en kronisk tilstand

PTSD er ikke noget, der går over. Det er noget, man lærer at leve med. Jeg har oplevet at have følelsen af at være ovenpå, og pludselig en måned efter ryger jeg ned i et sort hul uden egentlig lige at vide, hvad der skete.. Jeg ved, at der er nogle ting, der trigger mig, og at jeg skal være særlig opmærksom på hvad jeg føler og tænker indeni.

Mulige triggere for mig:

– Stress

– kærestesorg/kæresteglæde

– En pludselig uventet trist begivenhed

– En bestemt sang fra dengang

– Lugten af tis

– Visse typer af mennesker (stofmisbrugere, alkoholikere)

 

Dag for dag føler jeg, at jeg bliver stærkere, men jeg ved også, at der kan være tilbagefald. Jeg prøver selv at være så opmærksom, som jeg nu engang kan, og så ved mine nærmeste, hvordan jeg har det. De ved, at jeg har PTSD og jeg ved, at de har min ryg, hvis jeg skulle falde. Det er guld værd.

Bloggen her handler om de mørkeste år af mit liv – men alt er ikke sort. Jeg har et godt liv, et godt arbejde og de dejligste mennesker omkring mig, der holder af mig.

 

Men PTSD er en tilstand, der er latent. Og jeg ved, at der er nogle ting, der trigger mig, og smider mig ned i et stort sort hul. Det er så mit ansvar at forsøge at styre uden om disse ting for at undgå, at PTSD’en blusser op.

 

Jeg er kommet så langt, at jeg ikke skammer mig over at være “et offer”. Det er ikke et prædikat, jeg ynder at tage på mig – folk skal ikke have ondt af mig.

Men samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at det ikke var min skyld. Jeg VALGTE ikke at blive et voldtægtsoffer – gerningsmændene valgte at gøre noget kriminelt.

 

Når det er sagt, så er jeg overbevist om, at hvis jeg havde søgt hjælp den første gang i 2004, så havde jeg ikke sat mig i den position, der resulterede i endnu et overgreb i 2009.

 

Men.. Det er let at være bagklog.

 

“Stop being victimised – start being victimwise!” – Dr. Phil.

I 2009 – efter overgrebet i min lejlighed – rejste jeg ud af landet i en periode. Da jeg kom tilbage, fik jeg via en god veninde endelig den hjælp jeg har haft så voldsomt brug for i alle de år! Hun kunne se på mig, at der var noget helt galt, og endelig kunne jeg åbne op og fortælle alt til en, der tog mig alvorligt. Jeg er hende evigt taknemlig for, at hun tog sig tid til at hjælpe mig. Og at hun var vedholdende, og tog mig i hånden, da jeg havde allermest brug for det. Hun var fantastisk, og den aften, hvor jeg endelig åbner op for hende, var det som om jeg endelig kunne trække vejret igen! Hun var en engel, og fik sørget for alt det praktiske i forhold til psykologhjælp mv.

 

Efter et halvt års tid hos psykologen, fik han mig til at indse, at det var en god ide at anmelde sagerne. Det gjorde jeg så. Men det kom der ikke noget ud af – andet end, at nu har de sagerne på skrift.

 

Anmeldelsen af drugrapen

Det værste ved at anmelde drugrapen var nok, at sladderen gik – og jeg kunne tydeligt mærke, at gerningsmændene blev nervøse. De havde så travlt med at true mig til tavshed, og fortalte hele byen om, hvor løs jeg er på tråden mv.

 

Jeg har svært ved at tilgive mig selv.. for alt hvad der er sket. For ikke at have taget mig selv alvorligt, og for ikke at kæmpe for mig selv. For at lade folk træde på mig. Jeg dunker mig selv i hovedet hver dag over at jeg ikke anmeldte det med det samme.

Det er svært at stole på andre – nu forstår jeg endelig når folk siger, at man kun kan stole på sig selv. Det er meget lettere bare at være selv – så skal man ikke tage stilling til andres opfattelser af en, andre domme af en og man skal ikke være skeptisk.

 

 

Jeg ville gøre alt for at skrue tiden tilbage – der er så mange ting jeg ville ændre. Først ville jeg ikke være taget til den fest… Og hvis jeg blev nødt til at gå igennem det, ville jeg have anmeldt det til politiet med det samme – i stedet for at tvivle på mig selv og tro ”at de nok ikke mente det.” Folk mener altid hvad de siger og gør – aldrig tvivl på det mere.

Det ville nok have sparet mig for meget senere hen…

 

Politiet lukkede sagen på grund af “bevisets stilling” – de fandt, at der ingen beviser var. Det var jeg vel egentlig godt klar over – der var ingen tekniske beviser, men jeg havde alligevel et par vidner på min side. Jeg klagede over afgørelsen, og efter min anden klage blev afvist gav jeg op. ”Der er ingen vidner”, som de siger, så der er ikke beviser for at der er foregået noget kriminelt..

Det var et hårdt slag – intet kriminelt? De har ødelagt mig, og så mange år af mit liv.. Jeg har meget svært ved at komme over det her – skal jeg så bare glemme det? Så kan de idioter gå og grine for sig selv.. Jeg håber og beder til, at der en dag vil være retfærdighed til.. Jeg ved og de ved hvad der egentlig skete den aften.. Føler mig stemplet af politiet, der fra starten ikke har taget mig alvorligt. Jeg ”burde” jo have anmeldt det dengang – og hver gang de banker mig oven i hovedet med det, dør jeg lidt indeni.. For jeg ved det jo godt!!

 

 

Anmeldelsen af det andet overgreb

Det andet overgreb blev også anmeldt – men han er som sunket i jorden. Så den sag er stadig åben.

 

Hjælpen kom i form af psykologhjælp

Mit forløb hos en forholdvis kendt psykolog, som tog mig ind som “en særlig” sag grundet sagens alvor endte efter 10 sessioner, som jeg kunne få gennem Sygesikring Danmark. På dette tidspunkt var jeg stadig studerende, og kunne ikke finde pengene til selv at betale fuld pris for psykologhjælp. Jeg brugte meget af min tid på at læse artikler på www.voldtaegt.dk, som er Center For Voldtægsofre i Århus. Jeg udfyldte et spørgeskema, og de kontaktede mig og tilbød mig et forløb hos dem, da de var ved at undersøge senfølger hos voldtægtsofre. Det forløb hos Center for Voldtægtsofre i Århus har reddet mit liv. Jeg aner ikke, hvor jeg ville være uden min kære psykolog deroppefra, der forlængede mit forløb og som kun gav slip på mig, da jeg var klar til det.

Jeg er blevet diagnosticeret med PTSD (Post-traumatisk Stress Disorder), og det er noget, jeg skal leve med resten af livet. Heldigvis har jeg fået nogle gode værktøjer, men jeg kan mærke det engang imellem, og gamle tankemønstre dukker op.

En sommerdag i juni 2009 mødte jeg en tidligere date tilfældigt på banegården en dag. Vi står og snakker lidt, og jeg fortæller jeg snart skal til udlandet. Han fortæller, at han lige er hjemvendt fra 2 år i den by, hvor jeg skal rejse til, og at vi burde mødes og snakke lidt mere. Jeg fortæller ham henkastet, at jeg ikke er single, da jeg ikke er interesseret i noget som helst. Da vi datede (på dette tidspunkt er det 4 år siden vi datede), så vi kun hinanden nogle gange og havde på intet tidspunkt sex. Jeg havde dermed ikke i min vildeste fantasi kunnet forestile mig, hvad han kunne finde på.

 

Han ringede søndag d. 21 juni 2009 og spurgte, om han skulle kigge forbi. Jeg var lige blevet færdig med eksamenslæsning, der skulle finde sted d. 23. juni og siger, at det kan han da godt. Jeg havde egentlig ikke lyst til at han skulle komme – men kunne heller ikke rigtig få mig selv til at sige nej til ham. Kort tid efter middagstid ankom han og blev hurtigt ret nærgående, kyssede mig og ville have sex. Jeg sagde ret klart, at det ikke ville komme til at ske, og at han hellere måtte gå, hvis det var det, han var kommet for. Pludselig befandt jeg mig liggende op mod sofaryggen, og han møvede sig frem og satte sig på mit bryst, hvorefter han tvang mig til oralsex.. Hvor lang tid det tog, ved jeg ikke. Hvad der skete efterfølgende, ved jeg heller ikke.

 

Hvordan kunne det ske – igen?

Det forekommer mig at han gik ret hurtigt bagefter. Jeg har svært ved at huske hans handlinger bagefter og ikke mindst mine egne. Min nabo har senere fortalt mig, at jeg kom ind til hende, med røde kinder, rødt udslæt og mærker på halsen og bryst og håret i uorden, hvor hun så spørger, om vi har haft sex. Hvortil jeg svarer koldt, nej nej vi har bare kysset.. Det var omkring kl 17, og han ankom ved middagstid. Hvad der er sket i mellemtiden, aner jeg ikke.

 

Jeg husker dagene efter som værende i en konstant tilstand af panik. Jeg skulle op til eksamen to dage efter, og jeg bryder fuldstændig sammen, da jeg ikke klarer mig så godt som forventet, og hvor min professor (som jeg havde et tæt forhold til) siger, at han er skuffet over mig og at jeg ikke virker som mig selv.

 

I tiden efter har jeg længe søgt svar på, hvordan jeg kunne ende i en sådan situation, hvor jeg igen bliver udsat for overgreb. Jeg er idag af den klare opfattelse, at hvis jeg havde søgt hjælp første gang, så havde jeg været bedre i stand til at følge min mavefornemmelse, der klart sagde, at han ikke skulle komme forbi den dag.

 

At jeg ikke kan huske resten af dagen, og hvad der reelt er sket skræmmer mig. Jeg aner ikke, om han har været der i flere timer. Jeg aner ikke, hvad der ellers er sket. Det eneste jeg ved, er dog at der var tydelige mærker på mit ansigt, og min hals.

Min psykolog har efterfølgende overbevist mig om, at jeg ikke gjorde noget forkert. Hun har fået mig til at forstå, at det var en “flygt eller spil død”-situation, og jeg valgte instinktivt at spille død. Jeg har simpelthen “slukket” for hjernen, følelserne og trukket mig ind i mig selv.

Overgrebet har også reaktiveret det oprindelige traume, og har formentlig forstærket min PTSD.

 

 

Hvad jeg har foretaget mig resten af dagen, har jeg ingen anelse om.